Lørdag den 27. september kl.13-16 fortsætter Naturvejleder Peter Løn sagaen om Odstrups æbler på Odstrupvej 15
Der ligger en god historie bag mange af de æbletræer der vokser i Odsherreds haver. Landsbyen Odstrup ved Grevinge skov har i mange år haft et specielt lækkert æble på træerne, og på Æbledagen sidste år fik de inviterede forskere fra Landbohøjskolen øje på den originale sort. Den er nu optaget i Landbohøjskolens Gen-bank som Dansk æble nr. 281 under navnet Nonnetit fra Odstrup.
På Æbledagen lørdag den 27. inviterer Peter Løn til en æblevandring i landsbyen, her kan man se Nonnetit´en, vildæblerne og de andre brugbare æblesorter i deres oprindelige miljø.
Æblemøllen og saftpressen er i gang på Odstrupvej 15, så man kan prøve at presse most af egne, medbragte æbler, der kan laves æble-chips og æbler over bål, og på en udstilling vil der være eksempler på 25 forskellige sorter, så man måske kan få sat navn på sine egne æbler.
Fæld ikke æbletræet – brug frugten!
Peter Løn har lavet et stort stykke naturhistorisk arbejde for at sætte fokus på de æbler, som tit bare ligger og irriterer på græsplænen, fordi folk ikke længere kan huske hvordan de kan bruges. På Æbledagen kan man høre historier om æblerne i vores forfædres dagligdag, og se hvordan man laver æble-sirup efter den gamle opskrift. Der vil være kaffe og smagsprøver på æblekager, man kan prøve en skrællemaskine og en frugtplukker, og høre det nyeste afsnit af sagaen om Nonnetit´en.
Forskerne på Landbohøjskolen har podet kvistene fra Odstrups Nonnetit-træer, og når de bliver til små nye træer, skal nogle af dem genplantes i landsbyen.
Det koster 50 kr. at være med til Æbledagen, børn er gratis. Man kan også høre hvor æblet kommer fra, hvad julemanden og heste har med æbler at gøre, og årets honning fra Skovløkkegård kan købes. Har man en æble-opskrift er den meget velkommen, og vil man tage sin nypressede most med hjem, skal man huske beholdere!
Redigeret af Stine, foto: Stine