(Siden er under (gen)opbygning, for så vidt angår de ældre arrangementer. Nyeste arrangementer er øverst.)
Beskærekurset fandt sted i Vig Præstegårds æblegård, hvor Jørgen Stoltz igen var vores underviser: "Se hér - her klippede vi tilbage for 3 år siden, og se nu hvordan grenen har mistet kraft - nu begrænser vi den én gang til - hér, kan I se det - og så kan vi tage den helt væk til næste år - eller året efter igen - uden at der kommer vanris..." Og han viste og demonstrerede, og vi kiggede og forstod. Men ét er søkort at forstå, noget helt andet er skib at føre, som Holberg skrev. Så nu må vi jo hjem og prøve selv!
Det var en herlig dag med højt solskin og ca. 50-60 deltagere og gæster hen over dagen - lidt færre end sidste år. Der var omkring 60 sorter på udstillingsbordet, og som sædvanligt var der æblekage med kaffe, æbleskiver med æblesirup (og demonstration af sirupskogeriet), æblemost, æbleafstemning og - sidst på dagen - travlhed ved æblemosteriet. Kort sagt: "Same procedure as every year, James!"
Afstemningsresultatet var lidt overraskende. At Tyra Matthiesen vandt, kom ikke bag på nogen. Men cideræblet Judaine på andenpladsen... fortjent, men overraskende. Danziger og Basnæs lå tæt på tredjepladsen - Basnæs tabte på ikke at være moden nok. Og Nonnetit lå som sidste år sidst i feltet, den er overmoden på dette tidspunkt.
Der var desværre ikke så mange deltagere. Men der blev alligevel udrettet ikke så helt lidt. Der blev arbejdet og hygget. Der blev klippet espalier og ordnet børnehave, græsset blev slået, og mosteudstyret fik en ordentlig omgang rengøring. og så fik vi startet på det indskudte loft i værkstedet.
Tak - på vegne af alle os andre!
Der blev afholdt 2 podekurser i 2024: 16. og 23. marts. Billederne her er fra det sidste, hvor Erling fra bestyrelsen fortalte kort, præcist og instruktivt om podeteknikker og værktøj, hvorefter det gik løs med knive og podetape ved arbejdsbordene. - En stor tak til bestyrelsen for at have skaffet podekviste, kompost, grundstammer og potter i rå mængder, så vi andre bare kunne gå i gang! (For ikke at snakke om kaffe, the og æblekage!)
Podekurset 26. marts var som sædvanligt et stort tilløbsstykke, og vejret var heldigvis med os. Vores sædvanlige lærer Flemming Thorninger var forhindret i at komme, så Mikael Horn trådte til med kort varsel. Efter "forelæsningen" var der travlhed ved arbejdsbordene udenfor, og der var rift om de mange spændende podekviste.
Æblelunden ved Malergården er etableret af Nonnetit som en del af det genbank-projekt, der hører under Københavns Universitets Pomet i Sengeløse. Vi har plantet træerne i afvekslende lave/fugtige og højtbeliggende/tørre områder og observeret deres tilvækst i forbindelse med 2 årlige lugekampagner. De fire "lugekoner", der holder kaffepause, er fra venstre: Ditter Jørgensen, Annie, Peter Løn og Peter Møller.
Tilføjelse: Samarbejdet om lunden blev afbrudt af Museum Vestsjælland i 2023, hvorfor vides ikke. Nonnetit deltager ikke længere i vedligeholdelsen af lunden.
Æblets dag i år var igen et stort tilløbsstykke. Peter Møller bød velkommen, og Flemming Thorninger fortalte kort, men muntert om æbler i almindelighed og vores lokale arbejde i særdeleshed. Der var mere end 80 æblersorter udstillet, og ikke så få at dem havde nyhedens interesse - selv om de var meget gamle.
Afstemningen om årets præmieæble gik ikke så godt for "vores egen" sort Nonnetit, prøveeksemplarerne var nok også på stregen til at være overmodne. Sorten plejer at høre til i top 3. - Men OK, Bodil Neergaard er svær at konkurrere med!
Sidst på dagen var der mulighed for at kigge på mosteudstyret og se det demonstreret, så man kunne se, hvad man kan komme til at gøre på mostedagene.