ÆBLEVÆRKSTEDET NONNETIT

www.nonnetit.dk

Sagaen om Nonnetit i tekst og billeder
 Af Stine Maarbjerg

2. okt. 2010:

9. Æbler i eget værksted

ÆBLEMOST: Æbledagen i Grevinge bliver i år holdt i det nye Æbleværksted Nonnetit på Toftegård i Atterup.


Lukker man øjnene og tager en slurk af den nypressede most fra egne æbler, får man en intens oplevelse af koncentreret æblechok i hele munden, det smager hvinende kraftigt af både c-vitaminer, morgendug og varme solskinsdage. Det er nemt at presse sin egen, sunde æblemost, og i Grevinge er det blevet tradition at moste i fællesskab på den årlige moste-dag. Lørdag den 2. oktober fra kl. 10 vil duften fra æblekværnen og mostpressen fylde det nye Æbleværksted, som nu er næsten færdigindrettet i en af de stråtækte længer på Toftegård, Ærtebjergvej 2 i Atterup.

Bag Æbleværkstedet Nonnetit står en gruppe lokale aktive, og med støtte fra Udvikling Nordvestsjælland har foreningen fået fast adresse i eget værksted. På Æbledagen den 2. oktober kan alle, formedelst en beskeden entre, komme og moste egne æbler og få den koncentrerede, brunlige eller hvidlige saft med hjem på medbragte dunke. Samtidig kan man se hvordan Betty koger duftende æblesirup efter den originale opskrift, lære hvordan man laver glaserede æbler og fremstiller cider af den helt almindelige Netto-æblejuice. I æbleudstillingen kan man finde sin egen æblesort, få sat navn på ukendte æbler via Æble-nøglen på internettet, og smage på æblekager efter lokale opskrifter.

Muldlokum og brændekomfur
Det nye Æbleværksted har betydet et større byggeprojekt på Toftegård henover sommeren. Gulvet er nu støbt og væggene bygget, og der er muret en ny skorsten til et brændekomfur, som værkstedets medlemmer kan bruge til at lave stribevis af tørrede æblechips – og æblekager. Vand og el er ved at komme på plads, og toiletforholdene i værkstedet bliver indrettet klima-neutralt med et lavteknologisk muldlokum.

Foreningen har haft travlt med at finde de bedste moste-maskiner, værkstedet har fået en helt ny æblekværn og mostpresse, og med det nye køkken, skrællemaskinerne og den store tekande på brændekomfuret vil værkstedet i længen på Toftegård blive et hyggeligt samlingssted, når der skal holdes aktivitetsdage omkring æbler eller fortælles gode historier fra den lokale æblekultur.

Foreningen vil også arbejde med æblelandskabet ved at kortlægge og oprette æble-stier i området omkring Atterup, Odstrup og Grevinge skov og plante op mod 100 nye æbletræer. På Æbledagen den 2. oktober efterlyser Foreningen gamle æblesorter til en kommende gen-bank og opskrifter på æbleprodukter.

Tekst og foto: Stine