ÆBLEVÆRKSTEDET NONNETIT

www.nonnetit.dk

Sagaen om Nonnetit i tekst og billeder
 Af Stine Maarbjerg

18. Okt. 2007:

1. Nonnebryster og Oskars æblespor

Historier fra fortiden på Æbledagen i Ostrup

Peter Løn fortalte om Ostrups gamle æblesorter på Skovløkkegård Oskar var nabo til Betty, og hun viste et af de træer han har podet Skrællemaskinen er god, når der skal laves æbleringe som tørres til snacks Efter en tur gennem pressen bliver æblerne til æblemost med naturlig farve

Torsdag i efterårsferien inviterede Naturvejleder Peter Løn og Skovløkkegård på en rundtur i Ostrups æblelandskab. I Anna og Gunnar Bendixens have kunne man smage mange af de gamle æblesorter, og i stalden kørte æblemøllen og saftpressen, så folk kunne lave most af deres medbragte æbler, og smage på æbleskiver og æblekage til kaffen. Peter Løn havde lavet Æbledagen ud fra sin egen interesse i områdets historie og landskab, han vil gerne bruge fortidens erindringer til at sætte noget i gang, som folk kan bruge direkte i dag. ”Mange unge flytter på landet og fælder de gamle æbletræer i haven, fordi de ikke ved hvad de skal stille op med frugterne, som ligger og rådner på plænen, siger han, det er sjovt at lave noget ud af æblerne sammen med familien, og så er de sundere lige fra træet end fra supermarkedet”.

Legenden om Oskars æbler i Ostrup
På Odstrupvej er der i dag et hul i nummerrækken, hvor nr. 12 engang lå. Det var en gård som blev revet ned i 80´erne, her boede Oskar til han blev gammel og gården var faldefærdig. Mens Oskar levede, var han en mester til at pode æbler, han har med æblerne sat sig sine spor i landskabet, og på mange af de vilde æbletræer i hegn, gærder og skovbryn podede han nye sorter, som den dag i dag kan plukkes, og stadig er blandt de mest velsmagende. I resterne af hans have hvor nr. 12 engang lå, kan naboen Betty udpege nogle æbletræer han har podet, en af den tids favoritsorter var Nonnetitten, som også vokser i Bendixens have. Blandt skolebørn var det højeste mode at have dem med i madpakken, navnet betyder Nonnebryst, så måske var det ikke kun smagen der gjorde dem populære.

De gamle æbler i vores tid
På Æbledagen fortalte Maren Korsgård, som er forskningsassistent ved Landbohøjskolens æblesamling Pometet, om forskning i de gamle æblesorter, og der blev smagt på Bodil Neergård-, Flaske- Pederstrup- og Filippa-æbler. Peter Løn opfordrede folk til at hjælpe med at kortlægge områdets æbler ved at markere, hvor i landskabet der vokser gode æbletræer, og han havde samlet eksempler på de forskellige sorter, så folk kunne fastslå hvilken slags æbler de har hjemme i haven.
Peter Løn vil gerne have mere opmærksomhed på æblerne som et levende eksempel på vores kulturarv, og mener de kunne bruges i både historie- husgerning- og geografitimerne, hvis man sendte skoleklasser ud for at finde æblernes spor og historie i landskabet, indsamle de forskellige sorter og bagefter tilberede og servere æblerne på skolerne. Og når man har smagt den frisk pressede most af egne æbler, virker æblejuicen fra butikkernes kartoner temmelig tynd!

Tekst og foto: Stine Maarbjerg